Christian Frandsen startede VVS Bornholm i 2002 og har nu en virksomhed med 13 ansatte.


Efteråret 2017 er VVS Bornholm i fuld sving med at trække fjernvarme til et stort antal boliger på Nordbornholm. Det er en spændende og travl tid for firmaet, som servicerer virksomheder, hoteller og privatkunder på hele øen.


Manden bag VVS Bornholm er Christian Frandsen. Han stammer fra Poulsker, men boede og arbejdede på Nordsjælland, da han i 2002 fik han lyst til at prøve livet som selvstændig på fødeøen.


Christians far var VVS’er med eget firma, så trangen til at være selvstændig, har han ikke fra fremmede. Christian fandt gode lokaler på Kirkepladsen i Allinge, og satte et hjemmelavet skilt op på døren - og så var VVS Bornholm en realitet. En kort tid, var det bare ham selv. Men ret hurtigt måtte Christian ansætte flere folk, for at kunne følge med opgaverne.


I dag har han 13 ansatte, heraf to lærlinge, og i 2009 flyttede virksomheden til større lokaler i Pilegade, i bygninger, som Christin Frandsen byggede fra grunden.


Christian bruger i dag al sin tid på kontoret, hvorfra han styrer kvalitetssikring og administration. Han har rigeligt at se til året rundt, for der er ingen sæson i VVS-branchen. En branche, som i øvrigt altid mangler kvalificeret arbejdskraft.
Og selv om Christian har travlt, er han tilfreds med livet som virksomhedsejer. Det er en glæde at se firmaet vokse, og som han siger: Jeg kan jo selv bestemme, hvornår jeg går til frisøren.


Christian er desuden formand for installationsbranchens forbund, Tekniq, på Bornholm. I den forbindelse deltager han hvert år i eventen ’Bornholm på Rådhuspladsen’, for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til øen.


Læs mere om VVS Bornholm her