Sandvig er Lysets By under
Bornholms Kulturuge



Den årlige kulturuge er skudt i gang og Sandvig er udtaget som åbningsby, på baggrund af det nye og unikke koncept Lysets By. Projektet er dømt til at gå galt, siger ophavsmanden Niels-Jørn med et smil på læben.





"Lys og ild har siden urtiden repræsenteret noget helt særligt for mennesket, og i den mørke tid, gør vi altid noget særligt ud af lyset," fortæller han i en lille pause mellem utallige gøremål og aftaler.


Kulturugens tema er "spor", og i løbet af ugen bliver der sat lys på klippeformationer ved Hammeren, Sandvig Havn bliver oplyst og der vil blive sat spor af lys rundt omkring i Sandvig by.


Niels-Jørn der også er kendt som fyrpasseren fra Hammerfyr, fortæller at inspirationen stammer fra den svenske lysfestival i Østerlen.

Østerlen ligger lige på den anden side af Hammergattet og i klart vejr kan man se den svenske kyststræning ganske tydeligt.

De sidste par år har Hammerfyr blinket ekstra kraftigt, når Østerlen holder deres lysfestival i slutningen af oktober.


Niels-Jørn har de seneste dage haft travlt med de sidste forberedelser til Lystes By og sammen med en god håndfuld frivillige har han sat lamper op, trukket kabler og afprøvet diverse løsninger, inden det gik løs.


Til hverdag er han smed og værkfører hos virksomheden Brødrene Anker, og til anledningen har han fremstillet en række stålkasser med glas i, til belysning under vandet.


De lamper man kan købe til undervandsbelysning er alt for dyre, så der skal tænkes i Georg Gearløs ordninger, for at komme i mål med lysprojektet.


Niels-Jørn er ikke typen der sidder stille eller holder fri, og han fik da også tændt lyset på Hammerfyr, efter at det havde stået utændt i 21 år.


Niels-Jørn og hans kone lejer boligen der ligger helt tæt op ad det gamle fyr, der er fra 1872.


Niels-Jørn guider ture på Hammeren året rundt og sammen med sin kone har han vækket stedet til live og omdannet den gamle tilhørende fyrbolig til et lille museum med interiør fra gamle tider.


Niels-Jørn erkender at ideen om at gøre Sandvig til Lysets By nok aldrig var faldet ham ind, hvis han ikke havde boet ret op og ned af et fyrtårn.


Indtil videre er intet gået galt og Sandvig ligger og lyser fint i natten!


I de kommende dage er det op til vind og vejr - og et par elektriske installationer eller to - om projektet vil lykkes og stå lysende klart i natten hele ugen igennem.


Kom selv ud og se!