Jacob Paarup er travl malermester i eget firma. Som de fleste andre håndværkere på Bornholm, er hans kalender fyldt op med opgaver langt ind i fremtiden.
Jacob startede sin virksomhed i 2010, og dengang var det hans beskedne ønske at tjene mere end han gjorde som nyuddannet malersvend.
Det var lige efter krisen, og der var stor arbejdsløshed i branchen, så ideen om eget firma var ret tillokkende i sammenligning med lediggang.
Siden dengang er det kun gået en vej, og nu har han rigeligt at se til.
Men selv om der er travlt, finder Jacob tid og plads til det gode liv med familien og et lokalt engagement, ud over det sædvanlige.
Som eneste ansatte er han sin egen chef. Det giver stor frihed til selv at bestemme og planlægge sit arbejde. Han er glad for at møde mange forskellige mennesker gennem sit arbejde, og endnu en fordel er, at han har hele Nordbornholm som sin arbejdsplads. Det betyder at han er tæt på familien og at kan tage ungerne med et smut på stranden, når det passer ind.
Jacob stammer fra Tejn er gift med Siv Dahl, som er medejer af Hammerhavn kiosken, og sammen har de tre børn. Han er uddannet fra malerskolen i Gladsaxe i 2004 og han og Siv boede nogle år i Valby, lige efter at Jacob var blevet udlært.
Da de ventede deres første barn, ville de tilbage til Nordbornholm og købte hus i Tejn. De ønskede at give deres børn de samme trygge rammer, som de selv er vokset op i. Det var i 2007 - og før det var blevet hipt at komme til Bornholm.
Familien på fem har nu slået sig ned i Allinge, hvor Jacob går og bygger på drømmehuset.
Jacob lægger også en stor portion af sin fritid i musikfestivalen Wonderfestiwall, der holdes for 11. gang i 2018. Han har været med fra starten og er en af hovedkræfterne bag festivalen. Udover at være festivalens barchef, er Jacob også er medlem af foreningens hovedbestyrelse.