Nicoline Rosengreen Munk startede Hot'n'Tot i 2003 og frisøren er blandt meget andet kendt som dygtig sanger og medvirkende i de store Allinge-Sandvig Revyer.


Nicoline Rosengreen Munk tager imod i salonen på Kirkepladsen i Allinge.
På fjortende år driver hun frisør Hot’n’Tot og i løbet af de år har hun uddannet tre elever, fået to børn og oparbejdet en trofast skare af kunder, der kommer fra hele øen for at blive studset.

Nogle kunder har været hos Nicoline siden hun startede, og hun har også sommerhuskunder som henlægger deres klipning til - nå ja - klippeøen. I salonen har hun lige nu en ansat, og ud over at holde folks frisurer ved lige, er Nicoline en yderst aktiv allingebo.


Sammen med Lene Andersen fra Mamrelund, er Nicoline initiativtager til den nye juletradition, hvor de lokale samles til tænding af juletræet ved Allinge Kirke i starten af december. En tradition, som byens borgere, restaurationer, SuperBrugs og sportsklub bakker flot op om.

Hver tirsdag er hun instruktør på det nye cross-gym-hold i hallen og om onsdagen har hun Ramasjang gymnastik for de 4-7-årige. Hun er en dygtig sanger og hun er en af de faste skuespillere og sangere i den stort opsatte A-S Revy.

Nicoline sidder desuden i bestyrelsen for de erhvervsdrivende på Nordlandet, hun er suppleant i Bornholms Frisørlaug og sekretær i Bornholms Idræts- & Kulturcenter.


Nicoline stammer fra Tejn, er udlært i København hos Salon Stender, og kom egentlig bare hjem til Bornholm for en kort bemærkning. Men lysten til at have egen salon, trak i hende og hun startede derfor salonen.

Nicoline sætter stor pris på at være sin egen chef. Det giver hende friheden til selv at bestemme hvor meget hun vil arbejde og gør at hun kan prioritere tid med familien også. Nicoline er gift med Tue og mor til to børn.