Folkemødet i Allinge er skudt i gang



For ottende år i træk danner smukke Allinge ramme om Folkemødet. Den politiske festival er vokset år for år, og tiltrækker omkring 100.000 mennesker over fire dage.





På trods af rygterne, deltager også ‘folket’ på Folkemødet - og de skal alle sammen have noget at spise.


Nordbornholms røgeri melder om et forventet salg af ca. 2500 hjemmelavede fiskefileter, 1 tons pommes frites, 1200 brød, 400 kg varmrøget laks, 300 kg rejesalat og 3000 små hjemmelavede fiskefrikadeller.


Så er det godt at vide, at Folkemødet har opsat 1197 borde, 1126 bænke og 4197 stole i de i alt 171 telte i byen. Folkemødet fylder en del de kommende dage – både i medierne, i Allinge og på Nordbornholm.


Og der er helt sikkert noget for enhver smag, i en af de mere end 3.000 events i Folkemødets officielle program.


Hvis du har lyst til at deltage i et par events med udgangspunkt i helt lokale, nordbornholmske forhold, har vi udvalgt to spændende events:


Fredag 15. juni kl. 10.45-11.30 i SMV-teltet/ F13: Hvad med erhvervsuddannelserne? De unge har ordet. Mød blandt andet 8. klasse fra Kongeskær skole og Emelie Pettersson, der er uddannet smed og har en smedeforretning i Tejn.


Lørdag 16. juni kl. 10.30-11.30 ved Allinge Røgeri/F14, Det Akademiske Kvarter: Folkemødet som dynamo – en debat om visionerne for Folkemødet og Bornholm. Mød blandt andet formanden for Nordbornholms lokale erhvervsforening, Merete Wiwe.


Vi ses på Folkemødet!