John og Karina har bygget Det Gamle Posthus op fra bunden, og stedet har for nyligt fået opdateret indretningen.


Mørkbejsede borde, sorte stole og nye lamper med en varmere belysning, der fremhæver fotografen Semko Blacerskis naturfotos som pryder restaurantens vægge. I efteråret 2017 fik Det Gamle Posthus en tiltrængt ansigtsløftning.

John og Karina har bygget Det Gamle Posthus op fra bunden. De overtog stedet i 2006. Dengang var der bolchekogeri i bygningen, der fungerede som posthus frem til engang i starten af 2000’erne.

Karina ønskede fra starten, at åbne et lille lækkert kaffested med god kaffe og lidt god mad. Men det greb hurtigt om sig, og stedet voksede til at blive den restaurant mange af os kender i dag, med solid og god mad, hvor der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten.

Karina stammer fra Hobro og er udlært kok fra Scandicon i Kolding, og har arbejdet som kok flere steder på Bornholm. John har en fortid fra Nordbornholms Røgeri, hvor han var 28 år i produktionen.


Karinas domæne er køkkenet og personalet, mens John tager sig af de administrative opgaver og tager fra i køkkenet når der er brug for en ekstra hånd. De to danner også privat par, og mødte i sin tid hinanden på diskotek Bowlerhatten i Sandvig.


Restauranten kører a la carte og menuer og har menuer ud af huset til højtiderne som julemenu og nytårsmenu, hvis man ikke selv gider gå i køkkenet.

Hele efteråret byder Karina desuden på gode simreretter midt på ugen. Et koncept de tidligere har kørt med stor succes på stedet. Søndagsburgeren ud af huset er stadig på tavlen og altid populær.


Du kan følge med i de nye tiltag på Det Gamle Posthus’ Facebook-side.